Hvilket tidspunkt på dagen er det bedst at sende nyhedsbreve?

Hva’ vil du helst ha’?

  • 50% åbning og 5% konvertering (salg) eller
  • 30% åbning og 10 % konvertering (salg)

Dette kunne teoretisk set være forskellen på den nøjagtigt samme mail sendt torsdag morgen kl 9 sammenlignet med torsdag aften kl 19.

Hvor’n det?

Kl. 9 er din målgruppe lige mødt på arbejde og har tændt computeren. De sidder foran skærmen og ser (næsten) alle mails. Måske keder de sig.

Men de er trods alt på job og derfor ikke nødvendigvis i købsmode.

10 timer senere er målgruppen hjemme. Færre ser samme mail, men de som ser den, har muligvis bedre tid og er mere købsmodne.

Jeg siger ikke, at det ER sådan… det KUNNE være sådan. 

Hvem sender du til?

Der findes rigtig mange eksperter inden for email marketing og det er en god idé at lytte både nysgerrigt og kritisk til de gode råd.

Det er bedst at sende om morgenen, når folk møder ind på kontoret eller i frokostpausen, når man slår mave

Ja, forudsat at din målgruppe er kontorfolk med 9-17 arbejdstid. Den der gruppe af røvkedelige og forudsigelige typer (det må jeg godt sige, for jeg er selv én af dem). 

Men der findes også mange andre gode og mindst lige så relevante kundergrupper, som ikke nødvendigvis arbejder på kontor fra 9-17.

Det kunne være skolelæreren, som går direkte i klasseværelset? Eller pædagogen som går i skoven med vores børn.

Sundhedspersonalet på sygehuse, plejehjem, lægehuse osv. der yder omsorg for vores ældre og syge og som ikke nødvendigvis sidder klistret foran en skærm.

Håndværkeren der møder på byggepladsen.

Piloten og stewardessen, der flyver turister til Gran Canaria.

Mekanikeren der skifter olie på din bil? Eller på den Airbus, der flyver dig til Gran Canaria.

Kokken der laver mad til dig, når du går på restaurant i weekenden.

Eller hvad med sælgeren på landevejen?

Er det virkelig muligt at komme med ét bud på bedste tidspunkt på tværs af brancher, kundetype, arbejdstider osv.

Måske… jeg tror det ikke.

Hvad er dit mål?

Du kan have flere mål med din email marketing. Og målene kan være forskellige fra email til email.

Det er vigtigt, at du definerer et hovedmål for hver email, du sender.

Hvis din email har til formål at få modtageren til at læse et blogindlæg, er det måske mest oplagt at måle på klik. Hvis du er tilpas nørdet, kan du også måle på “time on site” (= hvor længe vedkommende bliver på din hjemmeside) kombineret med “scroll dybde” (= hvor langt ned på siden vedkommende scroller).

Hvis budskabet i din email er at få modtageren til at købe en “dims” inden du fordobler prisen til midnat, er dit ultimative mål at modtageren handler hos dig

Er der tidspunkter, hvor det ene mål er nemmere for dig at nå end det andet?

Jeg aner det ikke. Men er det ikke værd at undersøge?

Hvad nu hvis det viser sig, at det rent faktisk er 20% nemmere at få dine brugere til at bruge penge om aftenen (eller i weekenden) end det er om formiddagen. Eller hva’ hvis det er omvendt?

Det er næppe ligegyldig viden for dig.

168 tidslommer

I stedet for at betragte tid som to faktorer: ugedag + tidspunkt vil jeg anbefale dig at se ugen som 168 unikke tidslommer (7 x 24 🤓).

Din mission (should you choose to accept it) er at finde ud af, hvilke tidslommer, der fungerer bedst for dig og for den enkelte emails hovedmål.

Gør som de andre

Een tilgang kan være at gøre som de andre.

Herunder ser du fordelingen af 14.042 mails, som jeg modtog fra 169 brands i 2022.

Der er flere ting som springer mig i øjnene:

  • De 2 mest aktive tidslommer på hele ugen er hhv. søndag og lørdag mellem kl. 8-9
  • 3 af de 5 mest aktive tidslommer er om søndagen (ml. kl. 8-11)
  • Tirsdag og torsdag er ikke blandt de 5 mest aktive tidslommer

Ovenstående er 14 brancher i et samlet overblik.

Modebranchen ser en anelse anderledes ud.

Hvilket tidspunkt er det bedste at sende nyhedsbreve i modebranchen

I modebranchen er søndag kl. 8-9 også den mest travle tidslomme på ugen. 

Og så sniger både tirsdag og torsdag sig ind på top 5 listen. Dog om aftenen kl. 19-20 og ikke som Google foreslår kl. 10 eller 11 om formiddagen.

Det er selvfølgelig vigtigt, at du kigger på en branche, som er relevant for dig. Det behøver ikke nødvendigvis at være samme branche, så længe branchen henvender sig til nogenlunde samme målgruppe.

Macro vs. Micro

Hvem ved…

Måske giver dine konkurrenter dig nogle åbninger, som kan være åbenlyse at udnytte. 

Herunder ser du et brand, som synes at have en forkærlighed for at sende mails tirsdag og torsdag aften kl. 20-21. Selvom det er begrænset grundlag, kan det være at det giver mening for dig at sende i forhold til dine konkurrenter.

Måske ønsker du at lande i indbakken samtidig som din konkurrent.

Hvis konkurrenten altid sender kl. 20:00, kan det i visse tilfælde give mening at sende 20:05, så du ligger øverst. Eller 19:30 så du er først.

Eller måske bevidst sende dagen før eller samme dag om formiddagen.

Det kan også “bare” være, at konkurrenten er super checket og at du derfor har en begrundet mistanke om, at konkurrenten ved, hvornår det er bedst at sende emails.

Hvornår sender dine konkurrenter nyhedsbreve?

Find din egen vej

Hvis du ikke allerede sender emails regelmæssigt, er det min helt klare anbefaling, at du ikke overtænker noget.

I langt langt de fleste tilfælde er det klart at foretrække at sende noget, frem for at overanalysere, hvilken tidslomme der er bedst for dig.

Stil eventuelt dig selv spørgsmålet: “Hvornår er min målgruppe mest tilbøjelig til at gøre det, jeg gerne vil have dem til at gøre”.

Jeg er ret sikker på, at din sunde fornuft rækker langt og muligvis længere end de råd, du kan få af eksperter og andet godtfolk.

Med tiden og i takt med at du sender en masse mails, vil der utvivlsomt opstå nogle mønstre, som du kan udnytte og udfordre.