Hvad er en god åbningsrate på en email kampagne?

Hvad er en god åbningsrate på en email kampagne” er et spørgsmål jeg har fået mange gange.

Helt kort…

Hvad betyder “åbningsrate”?

Åbningsraten er forholdet mellem antallet af modtagere, der åbner din email sammenlignet med det totale antal email, du har sendt.

Hvis du sender en email kampagne til 1.000 personer og 354 personer åbner den, er din åbningsrate 35,4%.

Din mindste åbningsrate er 0%. Det sker sjældent.

Din maksimale åbningsrate er 100%. Det sker desværre også ret sjældent.

Dette er en god åbningsrate

Så hvad er en god åbningsrate?

En god åbningsrate (tommelfingerregel) er på niveau eller bedre end det, DU plejer at opnå.

Du kan (bør?) betragte dine egne ”plejer” tal på to måder

  • Interval
  • Gennemsnit

Lad os for eksemplets skyld sige, at dine seneste 50 kampagner har haft åbningsrater på mellem 29,8% og 38,7% (det er dit interval).

Gennemsnittet på alle 50 kampagner er 35,4%.

Een måde at betragte dine kommende kampagner kunne være:

  • Under 29,8% er en ommer
  • Mellem 29,8% – 35,4% er inden for skiven med plads til forbedring
  • Mellem 35,4% – 38,7% er godt
  • Over 38,7% er rigtig godt

Ovenstående er som sagt en tommelfingerregel.

Der kan være flere tidspunkter, hvor tommelfingeren er mere finger end regel. Så tilføj din egen sunde fornuft, når du vurderer din åbningsrate.

Dette skal du IKKE gøre

Du skal IKKE sammenligne dig selv med andre.

Hvis du søger på “god åbningsrate”, bliver du præsenteret for en masse forslag med en forholdsvis stor spændvidde.

De eneste i hele verden, som har store mængder data, på tværs af brancher OG som er parat til at dele data med dig, er diverse ESP’ere (Klaviyo, Mailchimp, ActiveCampaign osv.)

Du skal blot huske på, at tallene med nogen sandsynlighed indeholder et hav af virksomheder, du normalt aldrig ville sammenligne dig med. På tværs af brancher, lande, kulturer osv.

Hvad er en god åbningsrate på en email kampagne?

Stiv dit eget ego af

Der er mindst et tidspunkt, hvor det kan give mening for dig, at sammenligne dig selv med andre…

Og det er, hvis du har et meget stort behov for at klappe dig selv på skulderen og gerne vil fremstå som Super(wo)man.

Med risiko for at lyde som en kæmpe idiot, kan jeg slet ikke huske, hvornår jeg sidst havde åbningsrater på 17-28%.

Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg har været under 40%.

Hvis jeg havde en liste med åbningsrater på 17% over en længere periode, ville jeg fluks smøge ærmerne op for at finde årsagerne til den lave åbningsrate.

Sæt passende mål

Dit mål for dine åbningsrater bør altid være, at få så mange som muligt (= 100%) til at åbne dine emails.

I langt de fleste tilfælde vil din åbningsrate falde over tid, hvis du bare “lader stå til” og ikke gør noget aktivt for at holde det ved lige.

Sørg for at have fokus på din åbningsrate og vær nysgerrig efter at finde måder, hvor du kan forbedre dine resultater.