Black Friday: Sådan bruger de store e-mail marketing

Hvis der er én ting, vi danskere har taget til os fra amerikanerne, er det Black friday.

Og Cyber Monday

Og Black week

Og Black november

(og alt muligt andet)

Nogen elsker det. Andre elsker at hade det.

Uanset om du elsker eller hader Black Friday, er det et faktum, at man skal være mere end almindeligt tykhudet, hvis man formår at gå igennem november måned uden at opdage et eller andet Black Friday’ish.

Alle marketing kanaler kører på højtryk og forbrugerne oversvømmes af tilbud.

Det gælder også email indbakken.

841 nyhedsbreve

Jeg følger flere end 200 af de allerstørste brands i Danmark. 

Det betyder blandt andet, at jeg modtog 841 nyhedsbreve i perioden 21. November til og med 28. November fra 141 forskellige brands.

En periode på 8 dage.

Alle disse nyhedsbreve har jeg placeret i et regneark. 841 rækker i alt.

Jep – mega nørdet 🤓 Specielt fordi (næsten) alt er automatiseret

Interessant eller skræmmende?

Der er stor spredning på, hvem der sender flest nyhedsbreve. Herunder ser du de 20 mest aktive brands og antallet af sendte nyhedsbreve.

  • Jack & Jones (20)
  • Jane Kønig (20)
  • Bahne (17)
  • Shaping new tomorrow (17)
  • Home Tex (16)
  • Coop (16)
  • Soveland (16)
  • Wavell (15)
  • Vero Moda (15)
  • Only & Sons (14)
  • Tee Shoppen (13)
  • Errant (12)
  • Intersport (13)
  • Plaza (12)
  • Lirum Larum Leg (12)
  • Sportmaster (12)
  • Eventyrsport (12)
  • Lampemesteren (12)
  • Jacobsens Plus (12)
  • Imerco (11)

Når du regner lidt på det, vil du opdage noget interessant. Nogen vil måske sige skræmmende:

  • 8 brands sendte mere end 2 nyhedsbreve om dagen i gennemsnit
  • 49 brands sendte MINDST et nyhedsbrev pr. dag i gennemsnit

I gennemsnit sendte 141 brands nyhedsbreve 6 ud af de 8 dage i Black Week ugen.

What?

Det kommer sikkert ikke som den store overraskelse, at fredag er den helt store dag. Jeg modtog næsten dobbelt så mange mails om fredagen sammenlignet med dagen med næst flest emails (søndag).

Ikke alle brands sendte noget på selve Black Friday. Ca. 28% sendte ikke noget.

Hvis du udregner gennemsnittet, svarer det til ca. 2,3 nyhedsbreve pr. brand sendt fredag d. 25/11-2022.

Men gennemsnit kan som du ved, være noget farligt noget…

Tallet 2,3 dækker nemlig over en top 10 liste, der ser sådan ud:

  • Coop (8)
  • Home Tex (8)
  • Soveland (7)
  • Tee Shoppen (6)
  • Saxo (6)
  • Jane Kønig (5)
  • Søvn & Comfort (5)
  • Deco Farver (5)
  • Wavell (5)
  • Billig VVS (5)

Med andre ord…

Ovenstående 10 brands havde ekstra ekstra travlt på Black friday. Coop sendte 8 nyhedsbreve mens Jane Kønig “nøjedes” med at sende 5 nyhedsbreve i løbet af fredag d. 25/11.

8 nyhedsbreve fra Coop på samme dag…!?

har man da noget på ❤️t.

Inden du fordømmer Coop og råber SPAM alt det du har lært, så gør lige dig selv (og Coop) den tjeneste at downloade Excel filen med alle emnelinierne

Så får du muligvis et lidt mere nuanceret billede at fordø… jeg mener bedømme Coop på.

Måske er der en (god) forklaring på, hvordan Coop kan nå op på 8 nyhedsbreve?

Af de 101 brands der sendte noget på selve Black Friday, sendte ca. halvdelen mere end 2 nyhedsbreve samme dag. Den resterende halvdel sendte blot et enkelt.

Mest anvendte ord i emnelinien

Emnelinier kan være et godt sted at starte, hvis du vil have en idé om, hvad du kan forvente af indhold i selve nyhedsbrevet.

Wordcloud’en herunder er baseret på samtlige ca 6 tusinde ord i de 841 emnelinier.

⚠️emojis⁉️

Emojis. Ikke emojis..?

Er det en god idé at bruge emojis i emnelinien?

Det lader til, at hovedparten af de 141 brands synes godt om emojis.

72% af alle emnelinierne indeholder én eller flere emojis.

Procentregning kan også være en drilsk ting, men når det kommer til emojis, er der en fornuftig sammenhæng.

38 af de 141 brands (27%) har ikke brugt en eneste emoji i emnelinien. Den resterende del – næsten 3 af 4 brands – fandt, at det var en god idé at bruge emojis i emnelinien.

Når du lader blikket glide ned over emnelinierne, ser du mange sorte emojis ◼️⚫️▪️🖤 Der er selvfølgelig også mange af de andre klassikere, som går igen resten af året 🎁🚀⏳osv.

Black Friday omsætning

De endelige tal for omsætningen i 2022 er ikke helt i hus endnu. 

Meget tyder dog på, at omsætningene rammer +/- samme niveau som i 2021. Her spenderede vi danskere 3,2 mia. kroner, som i øvrigt markerede en foreløbig rekord.

De fleste eksperter er enige om, at omsætningen i 2022 nok er spredt over en længere periode end det var tilfældet i 2021. Det hænger sammen med, at mange forretninger starter deres “Black tiltag” tidligere og tidligere.

Hvad der for blot få år siden blot var en one-day-event, har med tiden udviklet sig til først at vare en uge op til Black friday og i dag – for manges vedkommende – det meste af november måned.

Den totale omsætning som følge af Black Friday/week/month kan være svær at udregne. Hvis en større del af omsætningen er flyttet til dagene før fredag, giver det ikke så meget mening at sammenligne én fredag med en anden fredag.

Faktisk viser de første tal for 2022, at omsætningen fredag d. 25/11 er faldet sammenlignet med året før, men at den totale omsætning er på niveau.

Hvis udviklingen fortsætter, tror jeg, at vi indenfor en overskuelig fremtid vil betragte november måned som vores Black Friday handel. På samme måde, som de fleste betragter december måned som julehandel.

En ting er dog i min verden helt sikker.

Black Friday begrebet (uanset periodens faktiske længde) er kommet for at blive.

Hvad er Black Friday?

Udover at være et amerikansk fænomen, hvad er så egentlig Black friday?

Der er flere bud på, hvordan navnet er opstået..

To forklaringer synes at gå igen:

Nogen mener, at begrebet stammer fra Philadelphia, hvor det blev brugt til at beskrive den voldsomme trafik af fodgængere og biler som opstod dagen efter thanksgiving.

En anden forklaring (og min personlige favorit) går på, at dagen markerer det årlige økonomisk vendepunkt, hvor detailhandlen går i sort (= detailhandlen begynder at tjene penge). Eller sagt med andre ord: den sidste måned på året er måneden, hvor årets overskud skal hentes hjem.

Black Friday går tilbage til 1960’erne; Cyber Monday er kommet til efterfølgende. Cyber Monday er formentlig opstået fordi e-commerce forretningerne på et tidspunkt har tænkt, at den kage ville de også have en bid af.

I dag er størstedelen af handlen selvfølgelig online, så det giver ikke super meget mening at adskille de to.

Usikkerhed & undskyldning

For god ordens skyld, vil jeg gerne sige, at der kan være forskel på, hvad et brand har sendt og hvad jeg har modtaget. 

Jeg gør, hvad jeg kan for at lade min indbakke stå åben for alle brands, men jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at mails ikke ender i spam mappen. Eller om de bliver leveret i det hele taget.

Så hvis du sidder hos Coop og er sur over, at jeg underrapporterer ift. de 8 mails på Black Friday, så modtag min uforbeholdne undskyldning. Og send mig gerne de nyhedsbreve, jeg eventuelt har misset.

Idéer og Inspiration

Emnelinier er en af de vigtigste parametre i forhold til om modtageren rent faktisk åbner dit nyhedsbrev.

Se hvad de helt store gør for at få dig og mig til at åbne og læse deres nyhedsbreve.